Mens jeg tæller dråber på mit køkkenvindue, flagrer erindringen om nattens sidste holdem hånd forbi for 25. gang .  Min pokercalculator har fortalt mig at jeg var 87 %  favorit til at høste 2 billetter til krydstogt og kortslag blandt de græske øer, men mit evindelige dejavue udpensler med hundrede procents nøjagtighed, hvordan en runner runner flush kan forpurre selv de sikreste planer om sorgfrie soldæk med penge på lommen, stråhat på hovedet  og  varme modeller på låret. Jeg beslutter mig for et glas kold mælk.

    Lyden af reklamer der rammer rudekuverter når mig fra entréen, og jeg ved at jeg er hjemme i nordvest. Jeg smiler ved tanken om alle de nye smukke billeder af koteletter og tyske vine jeg skal studere mens jeg affører mig nattens indtag af nescafé. Morgener som disse,  kan det varme  rart at få overvurderet sin købekraft.

     Postkortet fra Monaco er helt sikkert højdepunktet siden den slog hjerter-hjerter. Et skulderklap fra min bookie Holm som har sat et kryds på huset han bor i, og bare vil fortælle at han står på vandski med Brian the Tit som hilser og at min konto nu ser sådan ud, at vi må mødes og snakke om det , når han kommer hjem i september. Jeg tænker lidt på , at Esbjerg som danmarksmestre måske var lidt forbi, og på at boogieholms hilsner gør sig bedre på mit køleskab end dem fra banken, Men at de ellers er identiske. Men Brian hilser, og det er denne lille detalje der redder min morgen.

        Som de trofaste læsere af min brevkasse ved, er den bluff jeg kørte af til ansættelsesmødet med ekstrabladet, hvorunder jeg foregav at have ualmindelig god fod på alt, inklusiv Poker, ved at være blæst. Uge for uge har jeg modtaget flere undrende breve fra de hurtigste hjerner blandt jer, der konstaterer at hvis man følger mine råd, havner man i en økonomisk situation ikke ulig min egen. Brevene er altid fulgt af en lille note fra min smukke redaktør, der til at begynde med blev holdt i en udglattende tone, indeholdende små bønner om at få lidt styr på det hele, men som sommeren over har fået en udefinerbar stemning, der af en eller anden grund, minder mig om overskæg og politianmeldelser.

    Sidste uge fik jeg så en kortfattet mail om at der ikke var flere spørgsmål fra læserne.   Min smukke redaktør foreslog derfor at jeg i stedet gav hende en hustlerhistorie . Det mente hun jeg havde bevist mig i stand til.

    Lige siden har jeg rystet mine gardiner for at finde inspiration , og er  hver gang kommet  op med den gamle geniale ,  hvor helten vinder et pokercruise langt langt væk  Men i dette øjeblik,  mens den sidste nescafé forlader mit legeme, ved jeg at  mine kære læsere skal høre om Brian the Tit….

Brian var, før han blev the tit,  kendt som the Magician, i New yorks gamblerkredse. Han havde som ung rejst med det canadiske bordtennislandshold til Sverige, hvor han løb ind i en gammel tryllekunstner som han byttede undervisning med, ping pong for korttrics. Da Brian senere blev smidt af landsholdet, fordi man sagde at han ikke havde det samme fokus for sporten som før, havde han vænnet sig til et meget stort forbrug og til en meget høj rate af serveesser. I hvert fald om natten. Ganske naturligt ender Brians bordtenniskarriere i Atlantic City, hvor hans magiske evner ikke går upåagtede til spilde. Brian får job i JungleJoes Blackjack-gang, og er en overgang blandt de mest succesfulde casinoscamere i verden. Alt tegner lyst for den fingerfærdige komet, indtil joe kommer op med et scam der indebærer at brian hopper op på et spillebord og afslører sit skjulte supermandskostume!  Ved nabobordet vinder resten af ganget over 1 million $ fra den shoe de har byttet under Brians afledningsmanøvre, men Supermandstricket kostede Brian en livslang karantæne fra de amerikanske casinoer og selv en stor bunke dollarsedler bliver ganske lille hvis man har smag for glædespiger og cocain og i øvrigt foretrækker at nyde begge dele i penthouse med udsigt til parken.

       Således møder jeg Brian på et tidspunkt hvor han har fast logi på Svobo´s sofa, men denne midlertidige deroute har på ingen måde formået at dæmpe hans gode humør eller evne til at fortrylle et publikum.  Der er endnu et års tid til Brian bliver The Tit,  men efterhånden som jeg hørte flere af  hans historier, anede jeg at det måtte gå ham fantastisk.

På et tidspunkt mellem Penthouse og Svobos sofa, slentrer JungleJoe en tur i parken med sin gamle wingman, som brokker sig over sin tunge skæbne , for evigt udelukket fra de gyldne Casinoer.

    Jeg skal ikke kunne sige hvordan ordene faldt, men Joe og Brian får i hvert fald strikket et væddemål sammen, hvorefter Brian skal bevise at han nemt kan udholde fængsling hvis blot han kan få lov at gamble. Udstyret med terninger kort og gammonbræt installerer Brian sig på Joes toilet, med udsigt til 30 dage på brættet og 20.000$ hvis ikke han forlader tønden før tid.

     Joe som  har masser af erfaring på området, er ved godt mod. Selv de hårdeste hunde hyler efter et par uger i isolation, og de behøver ikke kigge på Brians ansigt i spejlet hele tiden.  20 kilo lige i lommen.

     Men Joe har forregnet sig. Han begynder at få besøg af gamle venner og bekendte fra spillemiljøet, som efterhånden som rygtet om hans nye toiletinstallation spreder sig, kigger forbi for at sige hej og få et slag yatzie. Brian har kronede dage. Ikke alene hygger han sig strålende, han har også mere action end nogen sinde før.

   Efter de første par uger tilbyder Joe Brian 7000 $ for at skrubbe af.  Men da Brian nægter pure med mindre Joe også hoster op med 2 ugers betalt ophold på Plaza, beslutter Joe sig for at vise at det ikke var helt tilfældigt at hele New York kender ham som Jungle og at det var Brian som måtte iføre sig trikot under det store kup .  To timer senere ankommer den første af storbyens hjemløse med en bankfrisk 100 $ seddel i lommen og en ikke helt ernæringsrigtig afføring som lige skal afleveres på Joes badeværelse. ” thank you, tell your friends!” , ”pleasure doing buisness with you ” og ” its not the Astorian but it pays better” har givet hængt i luften sammen med den romantiske stemning af hårdt liv, mens Brian the Magician og JungleJoe settlede deres bet på andendagen af lorteinvasionen, som stadig er en meget omtalt begivenhed i New Yorks underverden.

Kære læsere Jeg er stadig ikke helt sikker på hvad man skal gøre med et par 9ére preflop hvis man får på nakken af en madman, men jeg ved at Brian the Tit engang vidste mere om helbredstilstanden blandt storbyens hjemløse end nogen andre af de unge kometer fra det canadiske pingponglandshold. Og nu har jeg lige tjent en ugeløn. Gad vide om Kyllingen giver over 50 gange på næste års tur ?

Rasmus

Historien om hvordan Brian the Magician blev til Brian the Tit kan læses i uforkortet udgave på Ekstrabladet

København, september 2004

Hej Danmark

Mit navn er Rasmus Nøhr og jeg er født i vores hovedstad i 1972. Min mor var skolelærer på en lilleskole og min far var en altid tørstig musiker. Efter en noget spraglet skolegang rundet af socialistiske morgensange og Nørrebros hårdeste indvandrerbander, besluttede jeg mig som 15 årig for virkelig at blive gangster og trådte ind i musikbranchen som koncert arrangør.

Storbyen havde slebet mine albuer, og godt hjulpet på vej af det magtfulde ”øl-kartel” rådede jeg få år senere over et rock imperium der strakte sig fra Narvik i nord til München i syd. Benhård og med solbriller herskede jeg over tusinder af kælder-bands drømme og muligheder. Musikalske skæbner blev beseglet efter retningen af min tommelfinger. Og alt dette var vel at mærke 10 år før ordet selvfed blev opfundet!

Nå men i 1996 var mit triumftog altså nået til Alperne og syd for dem spilledes der altså nogle lidt for mystiske varianter. Desuden var de sydlige provinser uden for ”ølkartellets” interessesfære. Så jeg besluttede mig for at lukke mit imperium og drage over Atlanten. Med N.Y. city som base startede jeg mit første boy band, vi spillede det vildeste backgammon. The Danish BG-boys blev hurtigt et hit hos de jødiske pensionister og Wall Streets tunge drenge. Uden at sige for meget havde vores band nogle forrygende år med turneer der bragte os til St. Moritz, Gestaat, Monte Carlo, Jamaica og hvor vores fans nu ellers ringede fra. Vi var ikke altid rige, men med den rette indstilling sover man kongeligt på en altan og blaffer man med et kortspil i lommen, når man altid frem i tide til eventyret.

Nu springer jeg lidt i historien. Året er 2000, og jeg har taget den lidt med ro et halvt års tid, solo på The Strip med fast gig i Bellagios cardroom. Det er tid til ferie, så jeg tager et job. På en lille ranch i Arizona skal jeg være kok og pæle-nedslåer et par måneder, mens jeg lærer at ride mustang og gå med cowboyhat. Jeg når dog ikke længere end til Kingsman County hospitalet hvor de kigger lidt på en knaldrød dehydreret dansker og lover ham øjenkræft og evig blindhed mens de praktiserer woodo med slanger og buttplugs.  Ypperstepræsten for denne medicinkult hedder Dan og er gift med min sygeplejerske. Dan har været mormon-missionnær i Randers og taler dansk på en lidt ørkenagtig måde.

Dan og medicinkulten opdager hurtigt, hvilken synder de har med at gøre, og de sætter alle kræfter ind på at redde min sjæl. Således udsættes jeg for både maskine og røntgen ritualet, håndholdelse og søde ord fra en mindre bønnegruppe. Og miraklet sker, jeg bliver rask og lover taknemmeligt de søde mormoner aldrig mere at gamble eller lokke de unge mennesker til at blive rockmusikere!

I stedet lover jeg at vende hjem og skrive trøstende kærlighedssange ligesom min far. Danmark, jeg har nu været en sød dreng i 4 år – her er min plade……

Mit liv har været som en lang film. Med alt for mange gangstere og platinblonde starletter, der ikke kan følge med i replikkerne. Jeg er ved at være træt af genren, og lige nu savner jeg roen i et parcelhuskvarter. Jeg ville ønske jeg havde en lille bil. en sød hund jeg kunne gå ture med, en lidt for tyk kone og to små børn. Det ene barn er helt perfekt, det andet har problemer i skolen. Så har vi lidt at tale om, når vi hver dag klokken 18 sætter os ved bordet.
Tænk engang, hvad der før var mit værste mareridt, er nu et fjernt paradis jeg sukker efter.

Netop for at undgå villalivet opgav jeg for godt 10 år siden karrieren som mønsterelev på Metropolitanskolen.
Siden har jeg gjort rent om natten, vendt burgere, været musiker, jeg har arrangeret koncerter i hele Nordeuropa, jeg har rejst verden rundt som professionel backgammonspiller, været filmstjerne, caddy, jeg har boet i Las Vegas som pokerspiller. jeg har været kokkeelev, jeg har elsket, hadet, været rig, fattig, rig og fattig igen. Jeg har været kommunist, superliberalist, etiker, forbryder, hashoman, atlet, casanova og naiv romantiker. Og nu er jeg altså blevet en smule forpustet og føler mig lidt gammel. Og mit højeste ønske er, at handlingen i mit livs film langsomt fader ud med en solnedgang over et villakvarter et sted i Brønshøj.

Indtil det sker. vil jeg gerne fortælle et par af de historier jeg har oplevet. Jeg kan jo begynde med denne her, en god gammel traver.

Min mor arbejdede i halvfjerdserne som skolelærer på Østerbro socialistiske lilleskole. Det var en hyggelig lille skole. Der var en lille fodboldbane, en stor sandkasse med et klatrestativ ungerne selv havde bygget, der var et æbletræ, et hønsehus og en gedestald. Så var der en masse unger, mest børn af venstreorienterede forældre der havde råd.
Det var lige en skole for mig, syntes min mor. og det syntes jeg faktisk også.
Hver morgen mødte alle ungerne op til morgensang på loftet. Vi sang internationale, Røde Wilfred, Jens Vejmand og Joe Hill akkompagneret af skolebandet, som bestod af alle ballademagerne som tit fik eftersidninger (vi sad efter med vores musiklærer) og det rokkede bare. Så fortalte rektor os lidt om verdenssituationen og dagens øvrige program. Hvis nogen af eleverne havde et eller andet på sinde, var dette også forum'et. Og her udfolder min historie sig.

Tobias og jeg var konkurrenter. Hvem var bedst til fodbold, hvem læste hurtigst, hvem regnede hurtigst og hvem smilede Irene til. Men vi var også venner, i hvert fald de dage der var endt uafgjort.
Tobias var vild med Beatles og kunne alle teksterne. Hans mor havde alle pladerne og det var lidt af et hit når Tobias inviterede.
Til gengæld havde jeg en lillebror der græd vildt nemt og noget lækkert riddertøj min mor havde syet.

Vi gik i 2. klasse og livet var ballade.

Tobias og jeg var kommunister. Tobias vidste alt om Amerikas uretfærdige støtte til oprørerne i El Salvador. Jeg var til gengæld god til skak. Det var svært at afgøre hvem af os der først ville nå til tops i DKP. Det måtte komme an på et væddemål:
"Altså, kapitalistiske forældre er undertrykkende og tvinger børnene til faste spisetider og bad hver morgen. Som revolutionære nægter vi at gå i bad en uge, og den der gennemfører revolutionen med størst succes, er den bedste arbejder."
Sådan nogenlunde beskrev vi væddemålet. Vinderen ville for altid kunne kalde sig en ægte arbejdersøn, mens taberen måtte lide torten at blive henvist til borgerskabet.
"Om en uge mødes vi til morgensang og spørger de andre, hvem som er mest beskidt!"
Vi gav hinanden hånden og gik ud og spillede fodbold.

Jeg vidste at jeg havde ham.
Endelig skulle jeg foran hele skolen vise ham hvor skabet skulle stå. Der var no way han kunne vinde.
Til at begynde med var jeg klart mere beskidt end ham. Jeg havde et klatretræ med pigtråd i, så jeg rigtig kunne blive snavset og oven i købet få hudafskrabninger som er et klart plus, og så var der Ingers blomsterbed som aldrig slog fejl. Og endelig regnede jeg med støtte fra min mor.

Hjemme fortalte jeg simpelt hen min mor om væddemålet, og forklarede at jeg desværre ikke kunne gå i bad denne uge. Det chokerede hende lidt. og først var hun streng og nægtede kategorisk. Så efter lange forhandlinger (Først råbe, så græde, så tæve lillebror) fik jeg forhandlet en badfri weekend hjem. Nu var det bare ud at klatre og lege i Ingers blomsterbed alt hvad jeg kunne, og så vente til søde mandag.

Mandag kom, og jeg var møgbeskidt og sejrsikker da jeg ankom til skolen.
Jeg når nøjagtig to skridt ind ad porten før et frygteligt syn møder mig. Nikolaj, Laust og Karl står og griner sammen med en kulsort dreng. Det løber mig koldt ned af ryggen da det går op for mig at det er Tobias. Hans hår er sort, hans ansigt er sort og hans tøj er kulsort. Kun hans hvide tænder blinker i et irriterende grin. "Hvad så, din kapitalist, føler du dig slået?"
Han har tydeligvis snydt. Rullet sig i det gamle bål ved siden af fodboldbanen, den snydetamp. Jeg er på vej mod bålet, men hans kumpaner holder mig tilbage, og skoleklokken ringer. Der er ingen vej uden om nederlaget. Op ad trappen mod morgensamlingen er mine skridt tunge som cement. Alle pigerne griner til Tobias, der kulsort springer op ad trapperne. ÆV!
Alle sætter sig ned i rundkreds, og vi synger de dumme sange. Så har rektor et par meddelelser og endelig rejser Tobias og jeg os op. Grinende fortæller Tobias om vores revolution og beder nu alle eleverne om at afgøre hvem af os som er mest beskidt. Han er bare så sort og lykkelig at det er til at brække sig over.
Her sker miraklet så. Pointen og eneste grund til at jeg nu fortæller historien videre. Jeg vinder. Enstemmigt bliver jeg kåret til skolens absolut mest beskidte unge. Jeg græder. folk klapper. Tobias græder. Mit gravrust har reddet mig. Vaskeægte uanfægtelig gravrust, som kun en ægte arbejderknægt med enlig mor har det.
Tobias snyd blev underkendt, de socialistiske unger på lilleskolen kunne trods alt kende en ægte revulotion fra en fupper. Tobias flæber at det er hans mors skyld, hun tvang ham i bad, men det kan ikke røre ved min endelige sejr. Det var en stor dag og en historie som jeg altid har nydt at fortælle når snakken falder på politik.

En anden historie fra den gang.

Min bedste ven i anden klasse hed Karl. Karl havde kat og små killinger, og et lækkert klaver, som han kunne spille nogle fantastiske sange på. Så havde han en lillesøster, der græd nemt, men hende skulle vi være søde ved, og hun skulle være med, når vi legede. og det er jo rimeligt latterligt, så vi legede mest ude, når vi var hjemme hos ham. Karl boede i Amaliegade med Amalienborg til den ene side. og Gefionspringvandet og Langelinie til den anden.

Første gang Karl viser mig Amalienborg er helt fantastisk. Tænk at her bor to drenge på vores alder!
Nå, men det fede var selvfølgelig garderne, med bjørneskindshuer og rigtige geværer. De er bare så store. Ubevægelige og farlige står de og stirrer lige ud i luften." Prøv engang og se her!" griner Karl og rækker tunge ad soldaten. Så snart jeg ser det, spæner jeg selvfølgelig alt hvad jeg kan. Er du sindssyg, manden har jo gevær! Men Karl bliver bare stående og griner, alt hvad han kan. Og garderen har ikke rørt sig. Forsigtigt går jeg tilbage. Karl står stadig med tungen ud af munden. "ÆV BÆV SKAL DU HA TÆV!" synger han, og garderen kigger surt på ham, men rører sig ikke.
DET ER FANTASTISK. Endelig har vi fundet verdens bedste leg. "SOLDAT SOLDAT DU ER GRIM SOM EN TOMAT' vi synger og danser og rækker tunge, det bedste vi har lært, indtil det er spisetid. Fornøjede går vi hjem og lover hinanden at vende tilbage en anden god gang.

Karl og jeg havde i øvrigt en enorm fidus den sommer. Hver dag kom der bus efter bus med turister til Langelinie og Den Lille Havfrue. Af en eller anden grund smed turisterne penge i Gefionspringvandet. Det var perfekt. Hver lørdag var det på med badebukserne og så havde vi til is og sodavand. Og turisterne var ikke engang efter os. De tog bare billeder og grinede.
Og Tobias, der havde lært engelsk fra sin mors beatlesplader, lavede et skilt "We take picture 2 kr" og så satte vi os alle tre ved Den Lille Havfrue.
Den sommer var fed. Da den sluttede skulle jeg starte i 3. Klasse på Nørre Allé kommuneskole, hvor jeg blev mobbet hver dag, indtil jeg gik ud. men det er en anden historie.

Når jeg tænker efter, var min tid på Nørre Alle ikke helt så frygtelig. Jeg fik i hvert fald en god ven. Jørgen Schramm. Jørgen var den mest uartige dreng jeg nogen sinde havde mødt. Blandt andet husker jeg et fantastisk show, jeg altid vil være ham taknemmelig far. Han åbner forestillingen med et fyrværkeri af de bedste frækheder man kan forestille sig, der med lethed redder ham en eftersidning og den ønskede udsmidning af lokalet. Her nægter Jørgen så at forlade os andre. Det er uhørt! Han rører sig simpelt hen ikke. Resten af klassen måber. Vi aner nye dramatiske højder. Fru Nielsen forsøger herefter at bære Jørgen ud. til stor morskab for rosset. Hun kan ikke engang løfte ham ud af stolen. "Nu henter jeg hr. Poulsen!" Med de skæbnesvangre ord forlader hun os og kommer tilbage med hr. Poulsen som er verdens største svømmelærer. Med et svuptag hiver han Jørgen ud af stolen og slæber ham mod døren. Men, her kommer genistregen. Jørgen har bundet sig fast til stolen, som han har bundet fast til bordet, som han har bundet sammen med et andet bord og et tredje osv. Pludselig vælter hele lokalet med et brag, Hr Poulsen bliver rød i hovedet og Jørgen flytter permanent ind i vores hjerter.

Jørgen havde i øvrigt problemer med at få lavet sine lektier. Hans forældre var lærere på skolen og syntes nok det var lidt ærgeligt, at de hvert spisefrikvarter skulle have ballade af kollegerne. I hvert fald udtænker de en plan for at sætte lidt skik på deres søn.
Efter at jeg er startet pa Nørre Allé, har jeg tilbragt mine eftermiddage alene. Jeg får pludselig lavet alle mine lektier (et tydeligt tegn på, at der er noget i vejen) og mine lærere synes, at jeg klarer det åh så fint på min nye skole. (Engang i mellem fik jeg tæv af hele klassen på en gang).
Jørgens forældre aftalte nu med min mor, at Jørgen hver dag efter skole skulle hjem til mig og lave lektier.

Det blev nogen vidunderlige eftermiddage. Beatles på grammofonen, the på kedlen, mellemmadder, en halv time med regnestykker og så ellers i gang med min mors farvekridt.
Jeg har altid været glad for at tegne, og jeg lavede da også et par mægtige ridderborge i min tid, men Jørgen var en artist. Vi har vel været omkring de 11, og Jørgen tegnede som en voksen kunstner. Bare meget federe motiver selvfølgelig. Hans riddere var som hentet ud af mine drømme. Hans cowboydere og indianere var bedre end nogen film jeg havde set, og hans Anders and var så meget mere cool end ham man kunne købe. Og så kunne han tegne mennesker så det lignede dem man kendte!
Jørgen og jeg gik i gang med at lave tegneserier.
Jørgen tegnede, og jeg lavede vores lektier og kom med ideer til handlingen. Vi lavede "Agent NUL NUL NISSE", "Sherlock Holm", og et par andre små historier, som ærligt talt, ud over at de var tegnet af et elleveårigt geni, ikke var noget særligt.
Men så en dag fik vi en ide, der skulle blive til den største tegneseriesucces jeg nogen sinde har været med til:
"LIR P Å LÆRERVÆRELSET"
Jeg tror måske at Jørgen havde fået en ualmindelig uretfærdig eftersidning den dag. Jeg havde i hvertfald helt sikkert fålet en masse tæv lige foran fru Nielsen, uden at hun havde hjulpet.
Nu sad vi og drak the, læste tegneserier og grublede på hævn. Og pludselig var det så logisk. Vi skulle tegne dem til jorden.
Inspireret af CASANOVA JOHNNY, et tegnet erotisk softcore magasin, med en helt med en ordentlig en, som man aldrig ser. og en masse store bryster som man ser hele tiden, gik vi i gang med "LIR PÅ LÆRERVÆRELSET".
Jørgen tegnede Lærerne på en prik, og det var ikke softcore. Fru Nielsen i badedragt fik den af hr. Poulsen, hr. Poulsen fik den af Rektor. og Rektor delte slikkepinde ud på sit kontor.
Der var også en Quizz: Gæt hvad der sker når du får en eftersidning?
Ni sider i alt
Det var stor elleveårig kunst.
Dagen efter sneg vi os ind i kopirummet, og så var vi klar til at udgive første nummer af "LIR P Å LÆRERVÆRELSET".
Drengetoilettet, i det store frikvarter, var det eneste sted i hele byen, man kunne købe "LIR P Å LÆRERVÆRELSET".
50 Kopier blev udsolgt for 5 kr stykket første dag. Vi grinede hele vejen over til bageren.

Ugen efter var vi klar med "MERE LIR LÆRERVÆRELSET".
Denne gang havde Fru Nielsen fået større bryster, og fik den af hele lO. klasse ( Vi havde modtaget en del forespørgeiser fra læserne). Så var der en stribe med Snehvide og 3.u som var et hit.
Alt i alt havde vi overgået os selv.
Desværre blev vi taget i kopirummet. Af fru Nielsen! Vores kunst blev misforstået, og både Jørgen og jeg måtte finde nye skoler.

Jeg så kun Jørgen én gang efter dette. Jeg har vel været 16, da han pludselig banker på min dør en eftermiddag. Nu spiller han Pink Floyd på guitar og er i lære som kok. Men han tegner ikke mere.